DSG-mareridt hos www.TAXAFINN.dk

 

VELKOMMEN TIL HISTORIEN OM MIT

 SKODA OCTAVIA DSG7 MARERIDT 

Her ser du min Skoda Octavia 1.6 Diesel 105HK DSG7 fra 2011. Pæn bil. Men skinnet bedrager!

 

 

Som læserne af denne hjemmeside måske ved, så købte jeg i 2006 min første Skoda Octavia som taxi, nemlig en 2.0 16V Diesel 140HK DSG6 Stationcar, købt hos Bjørn Canings Eftf. i Glostrup. Dette var en uovertruffen succes, den vogn er gennembeskrevet gennem alle sine 5 fejlfrie år på min hjemmeside HER

Denne DSG6-gearkasse kørte altså upåklageligt i 5 år, helt uden problemer. Derfor er det endnu mere uforståeligt, at den nye DSG7 er så fejlbehæftet som den er.

 

Den første Octavia med DSG6 (6-trins automatgear) var så stor en succes, at jeg uden tøven købte endnu en tilsvarende vogn hos  Bjørn Canings Eftf. i Glostrup da den gamle var frikørt som taxi i september 2011. Det skulle jeg aldrig have gjort! 

Jeg købte denne gang en Skoda Octavia 1.6 16V Diesel 105HK DSG7 (7-trins automatgear) som stationcar. Vognen har som sådan kørt perfekt i over 3 år nu, den er mere lydløs og bruger omkring 20% mindre brændstof end sin fejlfri forgænger.

MEN:

 

Den er altså udstyret med VW´s nye DSG7-dobbeltkoblingsgearkasse!

Dette har til dato været mit største bilmareridt til dato. Læs herunder hvorfor:

 

Oktober 2012 - ca. 35.000 km.

Gearkassen rasler i tomgang og skal udskiftes. Det er højgearsakslen der er defekt.

Hele reparationen tager kun 3 dage, gearkassen bliver leveret på 1 dag. Flot service hos Bjørn Canings Eftf. i Glostrup!

Bilen er kun 1 år gammel.

 

 

December 2012 - ca. 45.000 km.

Den nye gearkasse rasler/rusker i 3 gear ved nedbremsning. Det mærkelige er, at den gør det ikke når gearvælgeren står i "manuel".

Når man kører frem mod rødt lys kan man jo se i displayet hvordan bilen kører ned gennem gearene. Så snart den passerer gennem 3 gear, er det som om der er modstand i gearkassen og det hele rusker og rasler. Så snart den slipper 3 gear og går i 2 gear stopper det igen. Kører man rask til frem mod det røde lys gør den det ikke.

Fejlen konstateres af Bjørn Canings Eftf. i Glostrup og det besluttes, at der skal installeres en ny opdateret software til gearkassen, hvilket først ikke lykkes. Ved næste værkstedsbesøg lykkes det at få softwaren installeret. 

Det afhjælper dog ikke rasleriet i 3 gear.

 

 

Marts 2013 - ca 60.000 km.

Styreenheden Mechatronic bliver udskiftet.

Dette hjælper heller ikke fejlen. Bilen rasler og rusker videre...

 

 

September 2013 - 80.000 km.

Man vil nu forsøge at udskifte begge koblinger i gearkassen men opdager, at højgearsakslen på denne gearkasse også er defekt og beslutter sig så ENDELIGT for at udskifte hele gearkassen for anden gang.

Det tager 1½ uge at få skiftet gearkassen. Jeg kunne ikke få en leveringstid på den nye gearkasse overhovedet, først efter mere end en uges ventetid og en skriftlig 3 siders klage afleveret personligt til Skandinavisk Motor Company ankom der PLUDSELIGT en ny gearkasse næste morgen fra Tyskland! Men det var tilfældigt, fik jeg at vide...

Man udskifter både gearkasse, begge koblinger og Mechatronic-styreenheden. Tak for det, endeligt!

Så må det hele da være løst. 

Det er det jeg har bedt om lige fra starten. 

Men næ nej...

 

 

Oktober 2013 - 82.000 km.

Efter ca. 1500 km kørsel begynder OGSÅ DEN HELT NYE GEARKASSE at rasle/ruske ved nedbremsning i 3 gear. Husk dette er bilens tredje gearkasse på 2 år!

Jeg magter det simpelthen ikke. 

Bjørn Canings Eftf. i Glostrup har nu pr. 5 november 2013 endnu ikke fået konstateret fejlen endnu, men tro mig, jeg ved godt hvordan en raslende gearkasse lyder i en Skoda Octavia 1.6 16V Diesel 105HK DSG7!

 

 

Juli 2014 - 120.000 km.

Vognen skal til almindelig service og jeg indleverer den i sommer ferien. En drivaksel skal desuden udskiftes. Bjørn Canings Eftf. i Glostrup har vognen i en hel uge da jeg alligevel skal holde ferie. Alligevel starter de først med at arbejde på vognen om fredagen. Da jeg ved lukketid henter vognen og kører hjemad knækker den nye drivaksel i et sving ned til motorvejen. Vognen må altså slæbes på værksted igen og jeg mister en arbejdsdag (kr. 2000) mandag. Jeg får en forklaring om at det var noget andet end det de netop har repareret der nu var gået i stykker. Fint nok. Men en knækket drivaksel er sgu en knækket drivaksel og de havde vel skiftet det hele. Min formodning om at den ikke var monteret korrekt fordi de pludselig havde fået travlt med at lave bilen færdig fredag eftermiddag afvises.

 

 

Marts 2015 - 152.000 km.

Vognen har nu kørt 1½ år med gearkasse nr. 3 og skal nu til service igen. Ved sidste service i juli 2014 påpegede jeg IGEN rasleriet, som dog stadig ikke er så tydeligt som ved den forrige gearkasse. Bjørn Canings Eftf. i Glostrup mente denne gang ikke den raslede nok til at ville gøre noget ved det!!!

Det underlige er, at den IKKE rasler om vinteren! 

Nu er det ved at blive varmt i vejret og rasleriet er begyndt igen!!!

Til gengæld er koblingen nu begyndt at ruske ved igangsætning, som er et MEGET kendt problem på DSG7-gearkasser. Dette er påpeget til Bjørn Canings værksted og jeg er spændt hvad de vil gøre denne gang. Min servicekontrakt udløber til august 2015, så det skal naturligvis laves inden for den tid.

Der er jo garanti på hele gearkasseudskiftningen fra efteråret 2013 fra Volkswagen, så det er jo ikke Bjørn Canings Eftf. i Glostrup der skal betale denne reparation selv, så det er jo leverandøren Skandinavisk Motor Company der vil skide mig en høstblomst...

 

 

Juni 2015 - 165.000 km.

To besøg hos Bjørn Canings Eftf. i Glostrup indenfor kort tid grundet defekt aircondition, den køler ikke ordentligt ved køkørsel ved lave omdrejninger, den skal op i fart før den bliver rigtigt kold. Fejlen har været påpeget flere gange uden resultat. Først påfyldes ekstra væske uden at det hjælper. Næste gang beslutter man så endeligt at udskifte kompressoren og fejlen forsvinder.

 

 

Juli 2015 - 170.000 km.

Igen almindelig service i sommerferien.

RASLERIET I GEARKASSEN BLIVER ENDELIGT EFTER 2 ÅR KONSTATERET AF EN SERVICEINSPEKTØR FRA VOLKSWAGEN!

Så starter cirkusset fra sidste gang med at opdatere softwaren til gearkassen uden resultat. Den rasler stadigvæk. Jeg skal nu i september 2015 IGEN have skiftet Megatronic-enheden. Dette hjalp ikke sidste gang, mon det hjælper denne gang?

Heldigvis holder sagen sig indenfor garanti/kulance, min servicekontrakt er netop udløbet efter 4 år.

Er seriøst godt og grundigt træt at den skodgearkasse...!

 

 

September 2015 - 180.000 km.

EFTER 4 ÅR HAR JEG NU ENDELIGT FÅET EN GEARKASSE PÅ SOM VIRKER!

Vognen kom ellers på værksted for blot at (igen) få skiftet Mechatronic, men da det var blevet skiftet kunne bilen pludselig ikke sættes i gear! 

Efter moden overvejelse valgte man så at skifte hele gearkassen (igen igen). 

I skrivende stund (1 måned efter udskiftningen) kører både bil og gearkasse stadig PERFEKT!

Håber det holder...

 

 
 

 

HVAD SKAL JEG GØRE?

Det skal dog retfærdigvis siges, at det problem jeg nu har haft med 2 ud af mine 3 gearkasser i vognen ikke er det de fleste DSG7-ejere oplever, nemlig åbenbart problemer med rusk i primær-koblingerne.

Jeg har talt med Falck, som har omkring 100 VW Touran kørende som sygetransportvogne i Storkøbenhavn med samme motor og gearkasse (1.6 diesel og DSG7) som min, og ingen af dem har haft gearkasseproblemer overhovedet. Så MÅSKE er der ikke tale om en generel fejl. Eller hvad ved jeg. 

MEN DET GØR IKKE MIT MARERIDT MINDRE!

Det skal også siges, at Bjørn Canings Eftf. i Glostrup umiddelbart har gjort hvad de kunne for at hjælpe mig. Det er Skandinavisk Motor Company (Volkswagen) der gang på gang har krævet, at jeg skal stå model til at være prøveklud for at  prøve alle de billige løsninger FØR hele gearkassen så endeligt blev skiftet for anden gang i september 2013.

Det er tydeligt, at det udover rasleriet i 3 gear også er koblingerne der driller i mit tilfælde, men de mange andre symptomer jeg kan læse om på nettet synes jeg ikke jeg har. Min fejl er da absolut til at leve med på den korte bane og bilen kørte jo med den i næsten 10 måneder med rasleriet inden gearkassen blev skiftet anden gang. Men at den opstår igen på en splinterny gearkasse efter små 1500 km. er komplet uforståeligt. Jeg har da også nu i efteråret 2015 kørt næsten 80.000 km. med fejlen her anden gang uden at det er blevet være.

Men en gearkasse skal ikke rasle og hvad gør jeg den dag bilen skal sælges?

En ting er sikkert: Det bliver IKKE en DSG7 næste gang....

Det bliver nok slet ikke en bil fra Skandinavisk Motor Companys hylder!

 

 

PRESSEOMTALE AF DSG7 PROBLEMERNE:

Desværre - eller måske heldigvis - er jeg ikke alene om mine problemer med VW´s DSG7-gearkasse.

FDM har fulgt problemerne nøje i deres medlemsblad Motor.

Det samme har fagbladet Ingeniøren.

Problematikken er også beskrevet i Bilmagasinet.

Der findes også en Facebook-gruppe om problemet.

Der er også omtale hos VAG-CARS om DSG7-bøvl.

 

 

 

Siden her bliver naturligvis opdateret, så snart der sker nyt...

Siden er sidst opdateret den 16-11-2015

 

 

TaxaFinn 2015

 

 

 

 

Tilbage til TAXAFINNS hjemmeside